Friday, May 11, 2007

Hvor er Open Lotus?

Nu har jeg over det sidste års tid haft lejlighed til at prøve forskellige Linux-distroer og senest også Suns Solaris og OpenSolaris. Fælles for dem alle er, at de alle ligner et bedre valg til kontormiljøer end pc'er med Windows. Suns Sunray-terminaler ligner en død teknologi, men virker absolut fint i praksis.

Men der mangler en vigtig brik: Et alternativ til Outlook. IBM's Lotus Notes er det tætteste, vi kommer på de alternative platforme, men enhver, der har prøvet Notes, ved, at det en klient, der kan mere end Outlook, men til gengæld gør det så besværligt som muligt for brugeren.

IBM er blandt de it-firmaer, der længst og mest massivt har støttet open source. Hvorfor ser vi så ikke en Open Lotus Notes?

Well, open source-projekter - Mozilla måske undtaget - er ikke kendt for at gå forrest i brugervenlighed i forhold til lukket kommerciel software. Men en åbning af Lotus Notes kunne give brugerne valgmuligheder mellem forskellige måder at præsentere klienten, ligesom Mozillas Gecko-motor har fået forskellige ansigter, som passer til forskellige brugere.

Hvis open source skal have en reel chance som alternativ til Windows på kontor-desktoppen, så skal open source have et flagskib, der kan konkurrere med Outlook og Exchange. Den bedste eksisterende teknologi er Lotus. Spørgsmålet er imidlertid, om IBM er villig til at forære noget af arvesølvet væk, eller om open source-miljøet selv skal bygge noget op fra grunden. For IBM kan det ikke være i selskabets interesse, da en open source-konkurrent formentligt først vil tage de nye kunder, som IBM håbede at vinde, og samtidig stille IBM som et knapt så selvfølgeligt valg for de virksomheder, der vil udskifte Windows-miljøet.

Et open source-projekt helt fra grunden er måske heller ikke realistisk. Mozilla har jo eksempelvis en arv, der går helt tilbage til WWW's barndom med Netscape. Selvom der måske ikke er noget Netscape-kode tilbage i dag, så var det fundament dog med til at skabe det udviklermiljø, som i dag driver Firefox og de øvrige Mozilla-projekter.

Måske er det allerede for sent. Software-as-a-service kan meget vel gå hen og gøre både Exchange og Lotus som klassisk klient-server overflødige med web-baserede applikationer. I stedet for Open Lotus kan det være, at open source-miljøet hellere skal kigge på eksempelvis Google og den videre udvikling af selskabets tjenester til mail og samarbejdsværktøjer.

Drop koppen, hyr Duke

Sun vil gøre Java til Folkets ejendom. JavaFX skal bringe teknologien i hænderne på fremtidens YouTube-udviklere, dem der ikke er opflasket på objektorienteret programmering. Det kan være ren pop, men det er måske ikke så dumt set af Jonathan Schwartz og de andre Sun-folk. Men med OpenJDK og JavaFX er det måske tid til at give Java et nyt look. Jeg foreslår, at Sun dropper kaffekoppen - i hvert fald over for det brede publikum - og satser på maskotten Duke, som ganske vist ikke helt har Linux-maskotten Tux' nuttethed, men som til gengæld er langt mere genkendelig og åbner for mere grafisk kreativitet i markedsføringen.

Thursday, May 10, 2007

da Website b4 da Website


Microsoft har åbenbart hyret en meget kreativ udvikler til dets reklamekampagne for Forefront. På en Firefox på Solaris får brugeren præsenteret denne opfordring til at installere Adobes Flash-plugin. Gad vide hvorfor Microsoft i øvrigt har valgt Flash, når selskabet har dets eget Silverlight?

Bash Vista eller bash brugerne?

Min kollega ovre på Politiken, Thomas Vigil, benytter sin blog til at bashe Windows Vista. Det er for så vidt fint nok, men han misser et par vigtige pointer i sit politiske stormløb:

1) Virksomheder og det offentlige. Hvad laver Windows overhovedet her? Ja, der er applikationer, som kun kører under Windows, men det er ikke det væsentlige. Problemet er: Hvorfor giver man den enkelte medarbejder en komplet Windows-arbejdsstation? Ingen kontormedarbejder har virkelig brug for at kunne installere sine egne programmer eller endda at gemme filer på en lokal harddisk. Ja, den tynde klient er aldrig rigtig slået igennem, men det skyldes nok, at konceptet har været for svært at sælge overfor både it-cheferne og ikke mindst den øvre ledelse. IBM's pc revolutionerede måden it blev brugt i erhvervslivet, men den var aldrig tænkt som det superfleksible monster, den er i dag. Windows Vista er et fremragende styresystem til familie-pc'en, men til arbejdsstationen i virksomheden, er det et ressourceslugende uhyre. I modsætning til opgraderingen fra Windows NT/2000 til Windows XP, så er Windows Vista ikke et indlysende valg for en virksomhed i dag. Dermed ikke sagt, at Windows Vista ikke kan fungere i virksomheder, men hvis man ser på den funktion, som pc'en skal udfylde, så er der mere logiske alternativer.

2) Forbrugermarkedet. Windows XP fungerer fint, men kun på grund af opdateringer og med en bunke tredjepartssoftware. Windows Vista vil for flertallet af forbrugere, som køber en ny pc, være et langt bedre valg, fordi det ikke er tynget af den samme legacy af lappeløsninger, som Windows XP er det i dag. Samtidig er de eneste reelle alternativer i dag Linux og Mac OS X. Sidstnævnte er bundet til Apples hardware - en model som alle andre gik væk fra for 20 år siden (hvis man ser bort fra spilkonsoller og mobiltelefoner). Linux er fint, men lider under samme problem som Mac: De udgør et mindretal. Det begrænser antallet af programmer - og mange af programmerne er anderledes end dem, der findes i Windows. Hvis den almindelige bruger ikke allerede var oplært i Windows, så var det ikke noget problem, men i dag vil brugerne skulle slippe deres Windows-erfaringer og i stedet begynde at lære et nyt system. Selvom it står højt på samfundets dagsorden (omend ikke den politiske), så er det de færreste private brugere, som vil investere tid i at lære noget nyt. Web 2.0 og åbningen af flere multimedieformater til både Mac og Linux-platformene kan heldigvis hjælpe med at bringe indlæringskurven ed i nærheden af nulpunktet i takt med, at flere applikationer flytter ind i browseren. Hvis Linux skal overvinde forbrugeren, så skal MySpace og MSN Messenger gnidningsfrit kunne opleves på platformen. Her kan Microsofts frygt for Google og dets samarbejde med Yahoo måske give Linux en hjælpende hånd.